Myter og misforståelser omkring lodret jordvarme
I modsætning til vores nabolande er jordvarmeboringer i Danmark et sjældent fænomen, i forhold til den traditionelle løsning med horisontale slanger i jorden. Derfor er der en naturlig skepsis overfor jordvarmeanlæg forsynet med boringer. GeoDrilling møder løbende forskellige myter om lodret jordvarme. Her på siden vil vi forsøge at opsamle myterne efterhånden og give svar på tiltale.
Myte: En jordvarmeboring løber tør for energi, hvis der ikke er strømmende grundvand
Det er en udbredt misforståelse at energien i en jordvarmeboring alene stammer fra grundvandsstrømninger. Det er korrekt at boringer med strømmende grundvand kan levere væsentligt mere energi, men det er ikke ensbetydende med at strømmende grundvand er et krav for at en jordvarmeboring kan fungere. Grundvandsstrømninger eller ej, så skal et jordvarmeanlæg baseret på boringer dimensioneres ordentligt.
Myte: Lodret jordvarme er dyrt
Det er korrekt at investeringen i et lodret jordvarmeanlæg er større, men det er også en anden type anlæg med væsentligt flere fordele end et traditionelt jordvarmeanlæg. At sige lodret jordvarme er dyrt, svarer lidt til at sige, at en Lexus er dyrere end en Toyota. Læs mere om de økonomiske fordele ved lodret jordvarme.
Myte: Jordvarme virker ikke om vinteren
Nogle ejere af varmepumper har haft svært ved at holde varmen i de hårde vintre. Det er ikke et generelt problem ved varmepumper, men snarere et resultat af dårlig rådgivning. Det er kompliceret at dimensionere et jordvarmeanlæg, og der er mange hensyn at tage, bl.a. til husets grad af isolering. Hvis et jordvarmeanlæg er korrekt dimensioneret er der ingen problemer med varmen, heller ikke i en hård dansk vinter!
Myte: Det er svært at få tilladelse til at etablere lodret jordvarme
Idet en jordvarmeboring kan gå flere hundrede meter ned i jorden og evt. stå direkte i et grundvandsmagasin, er det naturligt at kommuner, vandværker og miljøorganisationer er skeptiske overfor jordvarmeboringer. Det generelt manglende kendskab til lodret jordvarme gør sig også gældende i kommunerne, hvor nogle kommuner end ikke har lodret jordvarme på deres ansøgningsskema til jordvarmeanlæg. GeoDrilling har imidlertid erfaring fra over 200 boringer udført overalt i Danmark, hvorfor vi har en god dialog med de forskellige kommuner, og vi oplever generelt ikke problemer med tilladelser.
Myte: En sonde af aluminium er bedre end en sonde af plast
Hvis man taler varmeledningsevne er der ingen tvivl om at aluminimum leder varmen bedre end plast. Dog har aluminium den udfordring at det som alle andre metaller korroderer. For at forhindre dette er alusonder forsynet med et korrosionsbeskyttende lag, der dog er så tyndt at det let kan beskadiges når sonden monteres. I et miljøprojekt udarbejdet for miljøstyrelsen (Miljøprojekt nr. 1238 2008) er man betænkelig ved disse sonder, af netop denne årsag.